Hvad sker der, når man sætter et queer standupshow ind på teaterscenen? Multitalentet Nina Rask er på scenen med sit eget stand-up show. Showet er dedikeret til hendes forelskelse i Julie, men er det overhovedet muligt for Nina og Julie at få en lykkelig slutning, når had, tvivl og 1000 års gammelskam kommer imellem dem?
Er Nina selv uskyldig i alt den vrede, hun retter mod verden, og kan hun formå at overleve på at være ‘hende den sjove’, når alt dette kommer i spil, alene på scenen med en mikrofon?
På scenen flyder queer-personaen Nina imellem køn, grupper og sociale forpligtelser og rækker tunge ad kassetænkende historiefortællinger.
Nina Rask tager stand-up under satirisk behandling og gør op med genrens konventioner og nedslidte selvfortællinger.
Forestillingen er en genopsætning af "Nina er sjov", som spillede for fulde huse på Det Kongelige Teater i december 2023.
Forestillingen er kurateret og præsenteret af CPH STAGE i samarbejde med Nørrebro Teater.
Forestillingen spiller i hele festivalperioden. Billetter til de øvrige datoer kan købes her.
Arrangement i forbindelse med forestillingen:
Den 29. maj kan du opleve en talk med komiker og skuespiller Nina Rask samt dramatiker og forfatter Elias Sadaq i forbindelse med forestillingen. Samtalen modereres af kulturjournalist og podcastvært Eva Eistrup. Læs mere her.
NINA RASK
(PERFORMER, IDÉ OG TEKSTFRAGMENTER TIL MANUSKRIPT)
MARIE BJØRN
(DRAMATIKER OG IDÉ)
JENNIFER VEDSTED CHRISTIANSEN
(ISCENESÆTTELSE)
Her er et bud på, hvordan mangfoldig scenekunst ser ud i dag. Nina Rask står stærk og sårbar alene på scenen og leverer en ærlig, sjov og modig oplevelse – et sted mellem teater og stand-up. Det er svære emner, der er på spil, men Nina formår at balancere det lette og svære samtidig med, at han gør det i en ramme, der inviterer alle med. Vi kan kun være enige med showets titel: JA! ”Nina er sjov.”