Hvis du kombinerer klassiske cirkusdiscipliner med skuespil, dans og akrobatik, får du cirkusperformance. Aldrig før har så mange forestillinger i genren været del af årets program.
Cirkusperformance er meget langt fra elefanter i en manege. Det er fortællerige og kropsekvilibristiske kræfter, der slippes løs på scenen i forestillinger om arbejdsnarkomani, mobilafhængighed og længslen efter evigt liv. Det er inderlige historier om at finde modet til at flyve, finurlige rejser ud i det offentlige rum og magisk hamskifte. Hvis du leder efter forestillinger, hvor akrobatisk snilde og gode historier går hånd i hånd, finder du dem her.