Her på den anden side af sommeren, vil vi endnu engang sige tak for en fantastisk festival. Der er lang tid til den næste, men vi er som altid i fuld sving med at forberede den. For de af jer, der er interesseret i festivalens open calls, er det også tid til at få ansøgt.
Vi minder desuden om festivalens officielle datoer for 2024:
CPH STAGE: 30. maj - 8. juni
De internationale dage: 30. maj - 1. juni
Så sæt kryds i kalenderen!
OPEN CALL TIL DE INTERNATIONALE DAGE
CPH STAGE afholder som altid de internationale dage, hvor du lige nu kan ansøge om at blive en del af det officielle program. De internationale dage er festivalens vindue til den internationale arena, som du kan blive en del af. Juryen består igen i år af internationale programlæggere, der har et blik for og en praksis med, hvad der sker i det internationale felt.
Deadline for at ansøge er d. 29. september kl. 23:59.
OPEN CALL TIL DEN KURATEREDE LINJE
Der er også åbent for ansøgninger til festivalens kuraterede linje. Her udvælges fem forestillinger om året, som skal styrke festivalens program over for publikum. Forestillingerne udvælges af et dansk kurateringsudvalg. Det er også muligt at søge transportbidrag til udvalgte forestillinger produceret uden for Region Hovedstaden. Disse ansøgninger bliver behandlet løbende.
Deadline for at ansøge den kuraterede linje er d. 29. november kl. 14:00.
Vi glæder os til at dele flere festivalnyheder med jer.
CPH STAGE er landets største teaterfestival for professionelt teater og finder sted hvert år slut maj / start juni i København og på Frederiksberg.
Over 10 dage kan du opleve både højdepunkter og spændvidden af dansk teater netop nu samt se internationale turnéhits.
CPH STAGE er en mulighed for at se både nye forestillinger og de forestillinger, du ikke nåede denne sæson. På festivalen kan du lade dig overraske og prøve nye veje i det danske teaterlandskab. Udover forestillingerne byder CPH STAGE på events, readings, debatter, seminarer, fest og meget mere.