Er teater i virkeligheden kikset? Hvorfor er det ellers okay at hade det?
Oplev en øm, ond og sjov samtale, når de spørgsmål forsøges besvaret af satiriker Frederik Cilius, skuespiller Magnus Haugaard og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen fra How To Kill a Dog og nyslået kunstnerisk direktør for Nørrebro Teater.
I en verden af uendeligt mange former for kulturforbrug, virker det som om, at man åbent kan hade teateret uden at møde fordømmelse. Samme regler gælder ikke for litteratur, og hvis en minister siger, at hun ikke læser bøger, udløser det national krise over den kulturelle forarmelse. Udsagnet ”jeg hader musik” giver nærmest ikke mening. Og de fleste mennesker ser film, som endda opnår kultstatus, hvis de er dårlige nok.
Men selvom musik ofte indgår i teaterforestillinger og manuskript basalt set er en litterær genre, så møder man forståelse snarere end forargelse, hvis man udbreder sit teaterhad. Hvorfor? Kan det ændres? Og skal det ændres?
Vær med til at hylde og hade teatret, når CPH STAGE og Nørrebro Teater inviterer til en gratis talk, der optegner de store linjer for teater, når det er bedst og værst. Og peger på, hvor det er på vej hen. Journalist Felix Thorsen Katzenelson moderer samtalen.
Eventet er gratis, men kræver tilmelding. Klik på BILLETTER for at skrive dig op.
OM PANELET
FREDERIK CILIUS er satiriker, skuespiller og uddannet klarinettist. Han blev for alvor kendt som den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i Den Korte Radioavis. Siden har han optrådt i DR’s komediedrama ”Orkestret” og det underholdende oplysningsprogram ”Operarejsen”.
JENNIFER VEDSTED CHRISTIANSEN er instruktør og arbejder med iscenesættelse både som performance og på film, fx den Robert-vindende tv-serie KILLJOY. Hun er medstifter af kunstnerstudiet How to Kill a Dog sammen med skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg. 1. maj tiltræder hun som kunstnerisk direktør på Nørrebro Teater sammen med direktør Janne Villadsen.
MAGNUS HAUGAARD er skuespiller og har medvirket i ”Arven” og ”Tjener for to herrer” på Det Kongelige Teater samt tv-serierne ”SKYLD” og ”Kald mig far” (premiere 28.april). Han er derudover vært på podcasten ”Det ku’ I godt ha’ sagt”.
FELIX THORSEN KATZENELSON er kulturjournalist og kritiker på Politiken og er derudover redaktør på Ibyens brevkasse. Han modererer og deltager også i paneler om kunst og kultur. Uddannet kandidat i litteraturvidenskab fra KU med en bachelor i dansk og performance design fra RUC.